Det første fjernsyn i stuen
Den dag fjernsynet kom ind i stuen, var der ikke andet at tale om. Antennen på taget skulle drejes, mens nogen stod i stuen og råbte, om billedet blev bedre. Før udsendelserne begyndte, var der prøvebillede i lang tid, og du sad og så på det alligevel. Naboens børn kom over for at se med og sad på gulvet foran sofaen. Når det var slut for i dag, og far slukkede, skrumpede billedet sammen til en lysende prik midt på skærmen, som blev ved at gløde lidt, før den forsvandt.