Bip-bip-spil
Skærmen var grå, og figurerne stod sort på den, frosset fast i nogle få stillinger, som de hoppede imellem. Hver gang du trykkede, kom et lille bip. Der var kun ét spil i hver maskine, så du lærte det udenad og blev ved alligevel, i bilen på vej til mormor og under dynen, når lyset var slukket. Når du lånte en vens i frikvarteret, var det som at få et helt nyt stykke legetøj. Hen mod slutningen af batterierne blev figurerne blege og svage, før skærmen helt gik ud.