Den første mobiltelefon
Mor og far sagde, at den var til, så de kunne få fat i dig. Du vidste godt, den kunne langt mere. Den kørte på taletidskort fra kiosken, og når du havde skrabet sølvlaget af og tastet koden ind, var der penge på igen, i hvert fald en tid. Var den ved at være tom, ringede du op og lagde på, inden nogen nåede at svare, så den anden kunne ringe tilbage. Det gjorde alle, og det irriterede alle. Når du endelig ringede hjem, talte du hurtigt.