VM i fodbold 2002
Kampene blev spillet i Asien, så de lå midt i skoletiden, og læreren rullede fjernsynet ind i klassen på det store stativ med hjul. Ingen lavede noget. Da Danmark slog de regerende verdensmestre fra Frankrig, jublede hele gangen. Nogle havde malet flag på kinderne hjemmefra. Resten af dagen blev der spillet fodbold i hvert eneste frikvarter, og alle ville være Rommedahl eller Tomasson.