Folkevognen
Motoren sad bagi og lød som en symaskine, der havde det svært. På bagsædet var der trangt. Om vinteren kradsede far rimfrost af ruderne, mens motoren hostede sig i gang. Når I kørte på ferie, var bagagen spændt fast på taget. Du talte boblerne, I mødte på vejen, og der var mange. Ved hver bakke hørte du motoren arbejde, og du lænede dig frem i sædet, som om det kunne hjælpe.